mandag den 2. januar 2017

Branäs julen 2016

Polarvognen  er på vej nordover ad den svenske motorvej E6 mod Göteborg. Vi har sat kursen imod Branäs skiresort, hvor julen skal fejres med ski og hygge ved foden af Branäsbjerget. Mørket falder hurtigt på over E6 her i vintermånederne. Så det er om at få tanket og så ellers bare trække så langt nordover som muligt inden næste hvilepause.


Ved Sunne på E45 er det tid til at få et hvil. Vi finder frem til P-pladsen ved Stamfrände-monumentet, som ligger godt beskyttet fra vejstøjen og lidt i læ for vinterblæsten. Her er der et pænt toilet til fri afbenyttelse og gode muligheder for at få strukket benene sammen med hunden på lufteturen.
Da det er d. 23. december sent om aftenen, er der ikke den store trafik omkring os. I de timer vi ligger der, er der blot 2 biler kort nede og vende for at bruge toilettet.
Efter et par timer på øjet og produktion af lidt frisk kaffe går det videre mod Branäs tidligt juleaftens morgen.


Da vi ankommer til en isdækket Branäs camping, er vi faktisk lidt i tvivl om, hvordan vi skal forholde os i forhold til check-in. Det er forholdsvis tidligt, og der er ikke megen aktivitet hverken på pladsen eller i de omkringliggende faciliteter. Vi finder på eget initiativ frem til vores plads og satser på, at vi ikke får for mange problemer med vores tidlige ankomst.
Op af formiddagen finder vi ud af, at der er høflig selvbetjening ved check-in. Nøglen til service-bygningen ligger i en kuvert i et skab ved infocentret, som du selv forventes at finde frem til.



Branäs Camping er, hvad vi i Polarvognen kalder, en "No Nonsens Place". Her er en flad mark med spredte el standere som eneste læmulighed. Pladsen har en samlet servicebygning, som de fleste har forholdsvis langt til. Derved er det samlede komfortniveau direkte synonymt med, hvilket materiel du medbringer til dit ophold.
Til gengæld er der god mulighed for at være lidt sig selv og hyggelufte med hunden i god ro og orden, inden det går løs på løjperne.
Samme hund nyder i fulde drag at få lov til at sove i sofakrogen med indbygget solvarme et par timer om dagen.


Vi er kommet til Branäs for at stå på ski, så hvad er det for tilbud, de kan levere her på det svenske lavfjeld?

Der er ingen tvivl om, at der gøres en stor indsats for at få tingene til at være klar til sæsonstart d. 22. december. Selvom Branäs andre steder i det alpine miljø, ville blive betegnet som en stor kælkebakke, så er der pænt med løjper til rådighed. Snekanonerne har været igang i hele december og forholdene er acceptable dog med mindre forekomster af isede områder hist og her.


Den eneste anke er liftsystemet. Vi oplever for første gang i ski karrieren at være fanget i en stolelift, som efterfølgende må tømmes under kørsel i nødprogram. Andre steder er der hele tiden nedbrud, som kræver at teknikerne bruger timer på at få tingene til at køre igen. Det er synd for området og dets medarbejdere, at de skal trækkes med materiel, der ikke spiller, når der er brugt mange ressourcer på at give gæsterne en god oplevelse.



Apropos selvbetjening. I skiudlejningen er der også udpræget brug af selvbetjening. Faktisk er der ingen forskel på at bestille hjemmefra eller bestille deroppe. Det hele kører på pc og sms. Bagdelen er, at der ikke er meget hjælp at hente, hvis udstyret ikke lige passer, eller man som nybegynder har brug for råd og vejledning. Se mere på vores YouTube kanal

Der var ikke meget julepynt hverken i de svenske byer på vejen til Branäs eller på resortet. Det skuffede især fruen i huset. Heldigvis kom der en julemand forbi om eftermiddagen den 24. december, der tog sig kærligt af de mindste. Og der blev tændt juletræ midt på den centrale plads.



Samlet set bliver det til nogle gode dage på ski i bakkerne ved Branäs. Naturen og vejret viser sig både fra den flotteste og lidt mere barske side under vores ophold. Vi oplever klar frost med sol, diset frosttåge, hård blæst og lækre solnedgange, imens vi nyder pisterne og hyggen hjemme i varmen.




Tiden er kommet til at søge hjemover. Vi sætter kursen sydover og får lidt kørsel i dagslys denne gang. Her er selvfølgelig koldt og glat, så der skal køres forsigtigt. Til gengæld er der ikke megen trafik, så man kommer frem med god jævn hastighed.



Turens sidste overnatning tager vi på havnen i Mariestad, hvor vi sammen med to andre standhaftige vintercampere nyder musikken fra Aldefyret og en stiv kuling, der rusker godt og grundigt i vognen. Ved daggry går det videre ad svenske veje mod Helsingborg og videre mod Midtsjælland.
Så er der kun klargøring og vask af vogn tilbage, før Polarvognen endnu engang stævner ud om kort tid på nye eventyr.


Etiketter: , ,

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start